Nye intelligenser
eller hvad ordet ‘menneske’ egentlig betyder i den kunstige intelligenses tidsalder, hvor din computer er klogere end dig.
Kunstig intelligens * Potentialer og farer * Mennesket 2.0 * Dyr og andre intelligenser * Genfortryllelse af verden * Singularitet
Hvad betyder ordet ‘menneske’ egentlig, når der findes nye intelligenser på vores computere, der kan udfordre os på intelligens, kreativitet og – måske – følelser? Der bliver sagt utrolig meget om kunstig intelligens for tiden, men filosofien kan tilbyde en anden og mere dybdeborende tilgang til emnet. Hvad sker der fx når den kunstige intelligens selv begynder at kode nye og stærkere udgaver af sig selv uden menneskelig indblanding? Hvordan ser universet ud for et væsen med en IQ hundrede gange større end et menneskes? Er kunstig intelligens i virkeligheden et andet ord for Gud? Og hvorfor er det så overraskende let for os at udtænke paranoide dommedagsscenarier, hvor robotter jagter mennesket gennem gaderne? Spørgsmålene er mange og svarene få i den kunstige intelligens’ tidsalder, hvor vores faste begreber om det meste smuldrer mellem fingrene på os.
Hvorfor interessere sig for ideen?
De nye intelligenser kommer til at gøre en enorm forskel på vores liv og arbejde. Det alene er grund nok til at blive klogere på kunstig intelligens. Men kunstig intelligens giver os også et prisme, hvorigennem vi kan se mennesket og dyrene i et helt nyt lys. Pludselig er vi ikke så særlige længere, og det har konsekvenser for vores opfattelse af moral, rettigheder, økonomi og sameksistens.
Hvad får jeg ud af foredraget?
Du bliver bedre klædt på til at stille de rigtige spørgsmål i mødet med de nye intelligenser, der er i færd med at forandre vores verden. Du får en bedre ide om, hvad mulighederne og farerne er i kunstig intelligens. Men frem for alt, bliver du klogere på, hvad det vil sige at være menneske.
Målgruppe
Alle, der interesserer sig for perspektiverne i kunstig intelligens. Men måske faktisk særlig dem, der ikke gør, fordi foredraget kommer med en anderledes tilgang til emnet og har mennesket frem for computeren i centrum.